7

Fra grundvand til drikkevand

Drikkevandet i Danmark er næsten kun baseret på grundvand.

Der stilles meget store krav til kvaliteten af drikkevand i Danmark. Derfor bliver det grundigt kontrolleret for bakterier, opløsningsmidler og meget andet.

Den blå planet

75% af jorden er dækket af vand. Den samlede vandmængde anslås til ca. 1,4 milliarder km3. Heraf er størstedelen saltvand. Knap 3% er ferskvand, hvoraf det meste findes som is, sne eller utilgængeligt grundvand. 1 promille af ferskvandet er tilgængeligt drikkevand. Vi er heldige i Danmark, at have glæde af denne ressource. I mange lande må man bruge overfladevand fra søer og vandløb. Det er meget mere vanskeligt at rense til en ordentlig kvalitet - og derfor også dyrere.

Hvad er grundvandet og hvordan indvindes det?

Grundvand er nedbør, som har været mange år om at sive ned i jorden. Det kan tage helt op til 50 år inden det når grundvandet. Nogle steder i jorden er forholdene helt specielle - og der dannes grundvandsmagasiner. Her er jordlagene mættet med vand, samtidig med at vandet kan strømme gennem de mange sprækker og porer i jorden med en vis hastighed. Fra grundvandsmagasinerne er det muligt at indvinde vandet og bruge det til drikkevand. Det oppumpede vand betegnes råvand.

Grundvandet er dannet for 30 år siden

Det grundvand vi i dag tapper fra vores vandhane, er i gennemsnit dannet for 30 år siden. Hvis forskningen i morgen finder ud af, at et bestemt pesticid er særlig farligt, kan vi holde op med at sprøjte vores æbler for at slippe for det, men det tager meget længere tid at få stoffet væk fra vores grundvand.

Fra grundvand til drikkevand

Råvandet som indvindes i vandboringerne behandles på vandværkerne. Det er som regel så rent, at det kun behøver at blive iltet og filtreret, før det kan betegnes som rent drikkevand.

Ved iltning af råvandet fjernes bl.a. metan (CH4) og svovlbrinte (H2S) som giver anledning til dårlig lugt og et stort iltforbrug. Jern (Fe2+) og mangan (Mn2+) ændres fra opløst form til fast form, så det kan fjernes i den efterfølgende filtrering sammen med diverse partikler.

Til filtrering bruges typisk et sandfilter - dels et forfilter (grovrensning) og et efterfilter (finrensning).

Du kan få ideer til undervisning i vandets kredsløb hjemmesiden vandetsvej.dk