Lugter din kloak ?
Hvis der lugter af kloak enten indenfor eller udenfor, kan det være tegn på, at din kloakledning er tilstoppet.
Der må ikke være lugt fra husets interne installation. Er der
det, kan indvendige kloakledninger være utætte. Kontakt da et
vvs-firma.
Lugt fra kloakken kan opstå i toilet, kældre og køkken, når
vandlåse på husets installationer suges tomme. Dette sker, når der
arbejder en spulevogn på vejen eller ved din ejendom, eller når det
regner kraftigt. Vandlåse kan også udtørre, hvis de ikke bruges i
lang tid. Når du opdager lugten, så åbn for vandhanerne og træk i
toilettet, så vandlåsene fyldes med vand.
Der kan komme kloaklugt fra gulvafløb og håndvask uden at der er
defekter. Afløb og håndvask skal renses jævnligt, især de nye
gulvafløb med indbygget vandlås.
Hvis der lugter af kloak på vejen, eller der står blankt vand
over rendestensristen?
Det kan lugte fra rendestensbrønden på vejen. Hvis det lugter
ubehageligt, så kig ned i risten og tjek om brønden er tom. Der
skal altid være vand i bunden af brønden med rendestensristen, som
befinder sig ved kantstenen ? ellers lugter det ubehageligt.
Rendestensbrønden på vejen kan være tilstoppet og skal
renses.
Bor du ved en kommunal vej, er det en kommunal opgave at rense
brønden. Hvis risten er dækket af blade og lignende, vil det være
en stor hjælp, hvis du renser risten. Hvis dette ikke er
tilstrækkeligt, kan du kontakte Roskilde kommunes Park-
og Vej.
Er vejen en privat fællesvej i byområde, og der ikke er en
grundejerforening der tager sig af oprensningen, er det den
tilstødende grundejer, der er forpligtet til at oprense brønden.
Park- og Vej er vejmyndighed.
Her kan du få hjælp
HUSK at det altid skal være en autoriseret kloakmester, der
udfører en eventuel reparation.
Bliver der ved med at være problemer med afløbene, skal du
kontakte et autoriseret VVS-firma.
Det er vigtigt at defekte installationer repareres, så snart
skaden er opdaget. Kun afløbssystemer uden fejl og skader kan
sikres mod rotter. Læs mere om tegn på rotter.
Af Lisbeth Wibholm Henriksen den 30. november 2011.