Regler for samletanke
Regulativ for den kommunale tømningsordning for samletanke i Roskilde Kommune.
Regulativets lovhjemmel er Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 501 af 21. juni 1999 om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4.
Regulativets område
Regulativet gælder for såvel eksisterende som kommende
samletanke i Roskilde Kommune.
Regulativets hjemmel er Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 501
af 21. juni 1999 om spildevandstilladelser m.v. efter
miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4.
Ordningen omfatter alle lovligt etablerede samletanke beliggende
uden for de i kommunens spildevandsplan fastlagte grænser for
kloakerede områder.
Beslutning om eventuel udvidelse af ordningen træffes af
Byrådet.
Spildevandet/slammet bortskaffes ved aflevering på et af
Roskilde Kommune udpeget rensningsanlæg, hvis kapacitet ikke er
fuldt udnyttet.
Der foretages automatisk 12 tømninger pr. år (1 gang pr.
måned).
Kravet om månedlige tømninger gælder for ejendomme, hvor der er
en løbende produktion af spildevand over hele året (f.eks.
helårsboliger og virksomheder).
Tankejeren skal kontakte Roskilde Forsyning, der kan indgå
supplerende aftaler, hvis ejeren ønsker fast aftale om flere
tømninger pr. år.
Yderligere tømninger (Ekstratømninger) kan efter behov
rekvireres ved henvendelse til Roskilde Forsyning.
Roskilde Forsyning kan efter en nærmere vurdering i konkrete
tilfælde indgå aftale med tankejeren om, at antallet af automatiske
tømninger fastsættes til mindre end 12 tømninger pr. år. Ændringer
skal ske i april og oktober.
Udgifter og indtægter
Ordningens årlige udgifter afholdes forskudsvis over Roskilde
Kommunes regnskab og betales af tankejeren med de af byrådet
vedtagne takster.
Taksten for tømning fastsættes af Byrådet fra år til år normalt
i forbindelse med budgetvedtagelsen og fremgår af takstbladet.
Taksten omfatter udgifter til tømning, transport, behandling og
bortskaffelse samt administration af ordningen.
Ordningen skal som udgangspunkt hvile i sig selv økonomisk set
over en årrække, idet de opkrævede bidrag (takster) skal afspejle
omkostningerne ved etablering og drift af ordningen.
Opkrævning af bidrag hos tankejeren sker via
forbrugsafgiftssystemet, med mindre anden opkrævningsmetode
fastlægges af Roskilde Forsyning.
Generelle bestemmelser
Samletanke skal være forsynet med betonkegle med let aftageligt
dæksel samt tømningsstuds for tømning med slamsuger. Dækslet skal
være ført over terræn, således at inspektion og tømning af tanken
til stadighed kan gennemføres.
Dækslets vægt må ikke overstige 50 kg.
Tankejeren er forpligtet til at sikre, at der er fri og uhindret
adgang til tank og dæksel for Roskilde Kommune og dennes
entreprenør i forbindelse med inspektion og tømning.
Tvivlsspørgsmål vedrørende adgangsforhold, antallet af
tankenheder m.v. afgøres af Roskilde Forsyning.
Roskilde Kommunes afgørelser om bidrag og forhold omfattet af
regulativet kan ikke påklages til anden administrativ
myndighed.
Byrådet kan ændre regulativet både som led i en ændring af
betalingsvedtægten, eller hvis der efter Byrådets vurdering er
behov for en ændring.
Ikrafttræden
Regulativet træder i kraft samtidig med betalingsvedtægten for
Roskilde Kommune.
Samtidig ophæves alle eksisterende regulativer/vedtægter om
tømning, bortskaffelse mv. af spildevand/slam fra samletanke i
Roskilde Kommune.
Af Lisbeth Wibholm Henriksen den 23. april 2012.