Ordbog til spildevand
Hvis du er i tvivl om hvad et ord betyder kan du finde en forklaring her.
BOD = BI-5 = Biologisk iltforbrug i 5 døgn
BI-5 tallet er et mål for, hvor meget organisk stof, der er i
spildevandet. Det kan måles, hvor stor en mængde ilt, bakterierne
bruger på at nedbryde organisk stof. Jo mere organisk stof, der er,
jo højere bliver BI-5 tallet. Spildevand fra f.eks. mejerier,
slagterier og produktion af antibiotika og enzymer har et højt BI-5
tal. Læs mere om BI-5.
NH4-N
NH4-N er indholdet af kvælstof (nitrogen) i form af ammonium.
Ammonium er et næringsstof for planter og alger. I større
koncentrationer er ammonium giftigt for fisk og en del øvrige
vandlevende organismer.
Total-P
Det samlede indhold af fosfor i spildevandet. Det skal fjernes
fra spildevandet for at undgå risiko for iltsvind. Hvis der er
fosfor i fjord eller sø fremmer det væksten af alger. Iltsvind
ødelægger dyre- og planteliv. Læs mere om Total-P.
Total-N
Det samlede indhold af kvælstof i spildevandet. Det skal fjernes
fra spildevandet for at undgå risiko for iltsvind. Hvis der er
kvælstof i fjord eller sø fremmer det væksten af alger. Iltsvind
ødelægger dyre- og planteliv. Læs mere om Total-N.
Iltsvind
Iltsvind opstår i vand med stort indhold af organiske stoffer og
næringssaltene: Nitrat og Fosfat. Det fremmer vækst af alger. Når
algerne dør og går i forrådnelse, opstår der iltsvind. Det er
forrådnelses-processen, der bruger meget ilt - jo flere døde alger
jo mindre ilt. Det betyder, at der ikke er ilt nok til fisk og
andre vandlevende organismer.
Hvorfor er kravværdierne forskellige?
Det er de fordi renseanlæggene leder ud til forskellige
recipienter.
Hvad er en recipient?
En recipient er det vandområde, der modtager regnvand og / eller
renset spildevand. Det kan være et vandløb, sø, fjord, bugt eller
havområde. Jo bedre renseanlæg, des mindre belastes
recipienten.
Hvad er PE?
PE står for personækvivalent og betyder den forureningsmængde,
der svarer til udledningen af spildevand fra én person.
Af Helle Lyngbye den 2. august 2011.