billede


 

Skoleeleverne i Roskilde har i et halvt år haft mulighed for at blive 'dus med vandet' med Vandets Avis. Her deltog to klasser i en konkurrence, hvor de skulle sætte fokus på vandbesparelser. Vinderen blev 7.b fra Sct. Jørgens Skole.

Hvordan sparer vi på vandet? Det svar har to skoleklasser fra Roskilde og Viby brugt deres kreative evner til at finde svaret på. De har nemlig deltaget i en konkurrence om, hvordan man får borgerne i Roskilde til at tænke mere på, hvordan de kan spare på vandet.

Vinderen af konkurrencen blev 7.b fra Sct. Jørgens Skole. Klassen havde lavet både en vand-sang og et Jeopardy-spil, der satte fokus på vandbesparelser.

"7.b fra Sct. Jørgens Skole har lavet en pakke, der appellerer til de unge på mange måder. Sangen er videofilmet og kan ses på Youtube, mens spillet kan bruges i undervisningssammenhæng både af klassen selv og andre. Kort sagt en rigtig god og kreativ måde at fokusere på vandbesparelser på," siger formand for dommerkomiteen og bestyrelsesformand i Roskilde Forsyning, Torben Jørgensen.

Vandets Avis skal skabe opmærksomme forbrugere

Konkurrencen har været en del af en undervisningspakke, - Vandets Avis - som Roskilde Forsyning har været med til at udvikle, og gratis tilbyder skoleklasser i Roskilde Kommune.

Torben Jørgensen glæder sig over, at skoleeleverne i Roskilde med Vandets Avis og konkurrencen i en tidlig alder får kendskab til, hvordan de selv og andre kan lære, hvordan man sparer på vandet.

"Børnene er fantastiske ambassadører for ændringer i familiernes vaner. Samtidig håber vi, at konkurrencen og især undervisningstilbuddet bidrager til at de kommende generationer vil tænke vandbesparelser ind som en naturlig del af deres dagligdag," fortæller, Torben Jørgensen.

Vinder tur til vandland

7.b fra Sct. Jørgens Skole modtager en præmie for sit bidrag til konkurrencen fredag den 4. november klokken 10 på Roskilde Børnebibliotek. Præmien er drikkedunke og en tur til DGI-byens vandland i København.

Se Jeopardy-spillet her

Hør vandsangen her