billede


 

Højere regning til kunder med fjernvarme

Kold vinter og ny afkølingstakst kan give større regning

Når Roskilde Forsyning i disse dage sender årsopgørelsen for 2010 ud, vil de fleste fjernvarmekunder opleve en højere regning på grund af den meget kolde vinter.

For når temperaturen falder, stiger varmeforbruget. 2010 var et ekstremt koldt år både i januar, november og december. Roskilde Forsyning har i 2010 leveret væsentlig mere fjernvarme ud i systemet end året før.

Ny og mere retfærdig afkølingstakst på fjernvarmen

Derudover vil en del kunder opleve en yderligere ændring på varmeregningen. 2010 er nemlig det første år, hvor afkølingstaksten på fjernvarmen afregnes på baggrund af individuelle målinger. Den nye afkølingstakst belønner de miljøbevidste kunder, der modtager bonus for at afkøle deres fjernvarmevand. Mens de kunder der ikke lever op til kravet om afkøling får en merudgift og dermed en større regning.

Din fjernvarme i boligen - hvad kan du selv gøre?

Fjernvarme betyder, at varmt vand løber ind i dit hus. Du udnytter energien i det varme vand til at varme huset op og sender derefter afkølet vand retur til varmeselskabet. Det er netop afkølingen af fjernvarmevandet, der er vigtig. Jo bedre afkøling jo bedre udnytter du energien i fjernvarmevandet.

Dårlig drift af dit varmeanlæg kan give dårlig afkøling. Derfor tilbyder Roskilde Forsyning en serviceordning, hvor du for 35 kr. pr. mdr. kan få tjekket dit anlæg så det kører optimalt. Du binder dig for en periode på 6 år. Serviceordningen indeholder et hovedeftersyn, opfølgende servicebesøg hvert andet år og at Roskilde Forsyning holder øje med dit forbrug. Du kan tilmelde dig serviceordningen her. Du kan også besøge os på Roskilde Messen, hvor du kan høre mere om ordningen.

Din fjernvarme i virksomheden - hvad kan du gøre?

Hvis du som leder af en virksomhed, skole eller anden institution erfarer, at regningen på fjernvarmen er højere end 2009, så er forklaringen den samme - nemlig at fjernvarmevandet ikke er blevet tilstrækkelig afkølet i jeres fjernvarmeanlæg.

Roskilde Forsyning anbefaler:

  • At I kontakter et VVS-firma, der kan gennemgå anlægget, og evt. en rådgiver hvis anlægget er stort. VVS'er og rådgiver kortlægger de nødvendige forbedringer og beregner, hvilke energibesparelser I kan opnå. Roskilde Forsyning kan købe energibesparelserne, hvis I indgår en kontrakt med os inden I går i gang med at udføre forbedringerne. Pengene kan være med til at finansiere forbedringerne.
  • At I ringer til vores energirådgivere Robert Jensen, tlf.: 4634 7821 eller Torben Rasmussen, tlf.: 4634 7860. Vi vil meget gerne i dialog om, hvilke muligheder der er for energibesparelser. En dårlig afkøling betyder nemlig også en belastning af det fælles fjernvarmesystem.

 

Baggrunden for afkølingstaksten

I begyndelsen af 2010 sendte Roskilde Forsyning et brev til samtlige fjernvarmekunder. I brevet forklarede vi, hvad den nye afkølingstakst ville betyde for den enkelte familie eller virksomhed.

Det er Roskilde Forsynings fjernaflæste målere, der gør det muligt at aflæse de nøjagtige temperaturer på det vand, der løber ind og ud af dit anlæg (fremløbs- og returløbstemperaturen), og tage hensyn til temperaturerne i beregningen af afkølingstaksten.

Læs om beregningen af afkølingstaksten her.

Læs hvordan du selv kan tjekke dit fjernvarmeanlæg her.

Læs hvordan du kan spare på fjernvarmen.