billede


 

Roskilde Forsyning er med i dysten om at levere Danmarks mest velsmagende vand

Den 4. september 2010 kan du overvære dysten på Stændertorvet i Roskilde.

Danskerne er som en selvfølge vant til at tappe rent drikkevand af meget høj kvalitet direkte fra hanen - og sådan skal det fortsætte.

Det budskab vil Roskilde Forsyning nu være med til at udbrede, og derfor har vi meldt os til Dansk Vand Grand Prix 2010, som gennemføres fra august til oktober. 

Som forbruger kan du deltage i det regionale arrangement, der foregår på Stændertorvet i Roskilde. Her er det muligt gennem smagsprøver at være med til at kåre Danmarks mest velsmagende vandværksvand.

Program for Dansk Vand Grand Prix, lørdag den 4. september 2010 på Stændertorvet

10.15 - Repræsentanter fra 21 vandværker mødes og afleverer vandprøverne

11.00-12.30 - Forbrugersmagning

12.45-13.30 - Dommersmagning, læs her hvem dommerne er

14.00-14.30 - Diplomoverrækkelse

I år deltager 58 vandværker fra hele landet i Dansk Vand Grand Prix. De dækker tilsammen over en tredjedel af danskernes vandforbrug. Interesserede forbrugere og et indbudt dommerpanel smager i løbet af august-september på vandet fra de deltagende vandværker ved fire regionale arrangementer i Kolding, Roskilde, Århus og Aalborg. Og de bedst placerede deltagere fra de regionale konkurrencer går videre til finalen, der afvikles i København den 4. oktober 2010.

Vand holder dig sund

Hvis du slukker tørsten i vand fra det lokale vandværk, vælger du det sundeste og mest miljøvenlige produkt på markedet for tørstslukkere. Vand holder dig sund - med hud og hår. Drikker du vand fra hanen, sørger du for at vedligeholde din væskebalance, og du bliver frisk hele dagen. Læs flere fakta om vand her.

"Overalt i Danmark kan man gå hen til en vandhane og tappe godt og sundt vand. Det er en ressource, som vi gerne vil gøre opmærksom på. Vi pumper grundvand op og sender det stort set urenset ud til forbrugerne, og sådan skal det fortsætte", siger Steen Hansen fra Roskilde Forsyning.

Læs mere i folderen "Nyder du dit vand?".

Yderligere oplysninger

Steen Hansen, telefon 30 78 61 42.

Dansk Vand Grand Prix 2010 er arrangeret af FVD (Foreningen af Vandværker i Danmark) og DANVA (Dansk Vand- og Spildevandsforening).

Læs flere fakta om Dansk Vand Grand Prix 2010 her.